Emotionelle kompetencer

I vores opvækst foretager vi alle sammen tilpasninger og begrænsninger for os selv som en del af vores socialisering i samfundet – vi udtrykker ikke altid vores følelser, sådan som nyfødte børn gør det.

Emotionel træning – Fra overlevelse til livfuldhed

Vi lærer gennem opdragelse, skolegang og religion at tilpasse os og begrænse udtrykket af vores mest autentiske følelser, f.eks ved brug af klichéer, i roller og med forskellige forsvarsmekanismer og livsstrategier. Vi lærer de klichéer, som er accepterede i det daglige sociale liv, og diskuterer f.eks.:

Vejret: ”Er det ikke skrækkeligt koldt / varmt for tiden?”

Sport: ” Hvem vandt / vinder?”

Mode: "Hvad synes du / I om den nye model?

Meget af vores liv går naturligt nok med at udfylde en rolle. På det personlige plan kan rollen f.eks. være som kvinde eller mand, i relationer f.eks. som bekendt, ven, ægtefælle, far eller mor, og på det faglige eller professionelle plan, det job vi vælger, og den stilling vi har. Rollen, som vi identificerer os med, bliver vores betydning i verden og er afgørende for de valg vi træffer i livet, i vores relationer og i vores profession.

Nogle af de forsvarsmekanismer og livsstrategier vi udvikler, er sundere for os end andre og de usunde kan begrænse vores mulighed for at udtrykke os autentisk. Det kan være forsvarsmekanismer som undgåelse, fornægtelse og projektion samt livsstrategier som overdreven tilpasning, isolation eller tyranni og kontrol af andre mennesker.

Med gestalt-metodik kan du træne din opmærksomhed. I en gruppe af mennesker kan du – med udgangspunkt i oplevelsen af "her og nu" – udforske og lære dine følelser at kende. Det sker i en kontaktfuld dialog med de andre i gruppen og herved får du mulighed for at udforske dine forskellige personlighedslag – kliche, rolle, forsvarsmekanismer og livsstrategier.

Når du træner din opmærksomhed, og er villig til at udfordre dine forsvarsmekanismer og livsstrategier, kan du få kontakt til dine autentiske følelser, bruge din intuition, lære at følge dine behov og give og modtage i harmoni med din egen og dine omgivelsers situation.

På vej mod større livsglæde og kærlighed

Når du kommunikerer med andre ud fra dine autentiske følelser, så bliver din menneskelige eksistens levende og livfuld, og der bliver grobund for kærlighed.

Du kan få adgang til at skabe de positive forandringer, som du i dag måske kun nøjes med at drømme om. Du kan blive bedre til at formidle og kommunikere samt udvikle dine pædagogiske og psykologiske færdigheder.

Du kan blive bedre rustet til at håndtere personlige og faglige kriser og konflikter hensigtsmæssigt. Gevinsten er en større livsglæde og arbejdsglæde, en dybere tilfredshed i dine relationer og en følelse af større samhørighed mellem dig og dine omgivelser.

© GIS-Internatinal 2010, alle rettigheder forbeholdes. | E-mail: gis@gis-international.com